Har du lyst til at få unge LGBT+ personer godt ind i miljøet og hjælpe dem til at få det godt omkring deres kønsidentitet, så er det måske dig, vi leder efter!

Det kan som ung ikke ciskønnet være ubehageligt og irrelevant at dukke op til en introduktion, hvor der kun sidder ciskønnede personer, der udelukkende vil snakke om emner relateret til seksualitet. Derfor har vi taget initiativ til at opstarte en intro, der beskæftiger sig med køn* og kønsidentitet. Til det søger vi derfor personer, der ikke definerer sig som ciskønnede til at opstarte denne introduktion og samtidigt være aktiv som introguide efterfølgende.

Lidt om introgruppen:

Introgruppen i LGBT+ Ungdom er en gruppe for unge LGBT+ personer, der er nye i miljøet, i tvivl om deres kønsidentitet eller seksualitet, bange for at springe ud, nervøse for hvordan omverdenen vil reagere, eller noget helt femte.
I den proces, er det rart at møde andre, der måske sidder inde med mange af de samme overvejelser og spørgsmål, som dem selv, høre introguidernes oplevelser, og hvordan det er at leve som LGBT+ person, hvilket introduktionerne gerne skulle bidrage til.

Som introguide er det dit job at sørge for at hjælpe de unge godt gennem aftenen, svare på forskellige spørgsmål og generelt sørge for, at der skabes et trygt og godt rum, hvor de unge kan føle sig velkomne og accepterede, og hvor de kan lære hinanden at kende, så de forhåbentlig kan bruge hinanden i deres videre færd.

Som introguide forventes det af dig, at du er:
- Åben omkring din kønsidentitet og seksualitet
- Har lyst til at dele dine egne erfaringer og historie med andre
- Har overskud og evne til at tage dig af unge, der er i en følsom situation
- Har lyst til at hjælpe unge godt igennem deres udvikling som LGBT+ person

Du vil som introguide komme til at lave introduktioner sammen med en anden introguide.

Der er introduktion skiftevis mandag, fredag eller lørdag, men det er noget, der bliver aftalt fra gang til gang.
Introduktionerne foregår i foreningens lokaler i København, og vi har desværre ikke mulighed for at betale rejsen frem og tilbage.

Send en ansøgning til majo@lgbt.dk, hvor du skriver lidt om dig selv, og hvorfor du er interesseret i jobbet som introguide. Du behøver ikke have tidligere erfaring, men det forventes at du er klar på at dele dine tanker og refleksioner i forhold til din kønsidentitet, så de unge har nogen at spejle sig i.

Der kan læses mere om selve introduktionerne på LGBT+ Ungdoms hjemmeside via dette link.

Der er ansøgningsfrist d. 29 november, og vi holder samtaler i uge 49.

Vi håber at høre fra dig!

Med venlig hilsen
Maja, koordinator for introgruppen