Et socialt tilbud for unge under 25 år, der bryder med normer for køn og/eller seksuel orientering og som har lyst til at udvide deres netværk med andre unge LGBT+ personer i trygge og anerkendende rammer.

Café AURA er et fristed for unge LGBT+ personer, der har lyst til at møde jævnaldrende i trygge(re), hyggelige og alkoholfrie rammer. Det kræver ikke noget at deltage, du skal bare komme forbi til et af vores arrangementer, som afholdes ca. hver anden uge. I Café AURA lægger vi vægt på, at det er dig, der er eksperten på din identitet, og vi ønsker at give dig mulighed for at udleve den sådan, som du har lyst til.

Hvert arrangement har typisk et tema; det kan være hygge med brætspil, filmvisning i samarbejde med MiX Skolefilm eller oplæg om f.eks. seksualitet, minoriteter eller normkritik. Man er velkommen til at tage en ven med, hvis man har lyst til det. De frivillige er altid klar til at tage imod dig, og alle de andre unge er spændte på at møde dig!

De frivillige er også altid klar til at svare på spørgsmål omkring arrangementerne, og du er meget velkommen til at skrive til os på vores Facebookside. Her kan du også læse om AURA’s næste arrangement, samt hvor og hvornår det finder sted. Man behøver ikke tilmelde sig AURA’s arrangementer, man kan bare dukke op, hvis man har lyst.

Du er også altid velkommen til at komme med forslag til temaer for arrangementerne, hvis du synes noget er særligt interessant, eller hvis der er noget, du synes kunne være sjovt.

Vi ønsker, at Café AURA skal være for alle uanset baggrund, psyke og fysik. Derudover stræber vi efter at gøre Café AURA så trygt som muligt for alle. Hvis du er nervøs for at dukke op og gerne vil have, at vi tager os ekstra godt af dig, så skriv til os på Facebook, så gør vi det bedste for, at du får en god oplevelse. Det samme gælder, hvis du har særlige behov, som vi skal tage hensyn til.

Hvis du har nogen tvivl eller spørgsmål til Café AURA, kan du kontakte de frivillige på mail cafeaura@lgbt.dk

Cafe aura FACEbook-sider

Café AURA findes i flere byer. Tryk dig ind herunder på deres Facebook-side for at se, hvornår næste arrangement er:

Café AURA - København

Café AURA - Svendborg